02-10-2017

Fodboldturnering 2017

Fredag d. 22/9 havde vi fodboldturnering på gymnasiet, som er en årlig begivenhed, hvor eleverne stiller med et hold fra de klasser, der har lyst til at være med. I alt stillede 15 elevhold og 1 lærerhold op, der blev fordelt på 4 grupper. Hvert hold spillede således 3 kampe i gruppespillet, og vinderen af hver pulje gik videre til semifinalen.

I den ene semifinale vandt 3.e over 2.d, mens et ellers meget velspillende lærerhold måtte se sig slået af 3.d i den anden semifinale. I finalen kom 3.d bedst fra start, da de kom foran 2-0. Men som bekendt er 2-0 den farligste føring, og det viste sig også at være tilfældet denne gang, da 3.e hurtigt fik reduceret til både 2-1 og 2-2. Kampen var nu helt åben. Efter ordinær spilletid havde ingen af de to hold formået at score endnu engang, hvorfor kampen kom i forlænget spilletid med golden goal. Her trak 3.e det længste strå, da de fik scoret det første mål og endte derfor med at vinde 3-2 i finalen.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, Dionysos sørgede for kolde drikkevarer til tilskuerne og turneringen forløb problemfrit. Sidstnævnte skyldes især Christian, Jens og Simons (3.e) indsats, da de stod for planlægning og afvikling af turneringen.

 

 

Skriv kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort.*