Sprog

Se studieretningsfolderen eller læs mere om de udbudte sproglige studieretninger ved at klikke på dropdown menuen herunder.

Sprog – Litteratur, Mennesker & Kultur

I spansk vil du komme til at arbejde med litteratur og sociale forhold i både Spanien og Latinamerika. Du lærer at tale og skrive spansk, samtidig med at du lærer at forstå din egen kultur
i forhold til andre, mere eksotiske kulturer.

I engelsk vil du få større indsigt i de engelsktalende landes litteratur, kultur og samfundsforhold. Du vil arbejde med sproget både mundtligt og skriftligt i forbindelse med tekst, film og
digitale medier. Faget engelsk giver dig gode forudsætninger for at begå dig i en globaliseret verden, hvor det engelske sprog får større og større betydning.

I tysk kan vi f.eks. arbejde med immigration til Tyskland, med ungdomskulturer, Berlin, krimier eller Brødrene Grimms folkeeventyr. Gennem arbejde med film, litteratur, samfundsforhold og historie lærer du at formulere dig frit og ubesværet på tysk, både mundtlig og skriftligt.

Latin har båret det romerske rige, et af de største imperier, verden endnu har set. Med dette klassiske sprog får du en enestående sprogforståelse, som du har gavn af i både engelsk, spansk og andre fremmedsprog. Da latin er et af de klassiske sprog, er det desuden indgangen til at se vores europæiske rødder og demokratiets udvikling i et større perspektiv. Vi læser og analyserer klassiske tekster, kunst og arkitektur fra antikken. Det skærper din analytiske sans og evne til at bruge fortiden til at forstå nutiden.

I samfundsfag får du forudsætninger for at forstå den ændrede verden, du lever i – både lokalt, nationalt og globalt – og de kræfter, der påvirker samfundsudviklingen og din egen tilværelse. Det kan være globalisering, terrorisme, indvandring samt bl.a. USA’s, EU’s og Kinas betydning i det internationale politiske system. Det kunne også være spørgsmålet om klimaforandringer og bæredygtighed, som specielt skaber problemer og konflikter på dele af det afrikanske kontinent. Gennem diskussion og undersøgelser bliver du bedre i stand til at forstå og deltage i den demokratiske debat. Du lærer ligeledes at gennemføre og vurdere undersøgelser i samfundet.