Nyheder

17/02 2012

Inspiration forude !

 

De blev vist begge lidt nervøse og bløde i knæene, da de fik besked om at de var blevet optaget.

Sammen med 76 andre velbegavede gymnasieelever fra hele Region Midtjyland, blev Emma Vestergaard Jensen 1.b og Marie Breum Larsen 1.e  udtaget til det første hold på Akademiet for Talenfulde Unge.

Det lyder måske lidt fornemt og en anelse støvet, men ATU er netop blevet oprettet med base på Viby Gymnasium, efter at den københavnske version har været ved at sprænge alle rammer. Unge ambitiøse gymnasielever er simpelthen vilde med at få det ekstra løft, som et talentakademi giver.

Der er mange flere ansøgere end der er plads til. I Viby har over 100 kvalificerede elever måttet afvises pga. overstrømmende interesse.

Det er meningen at de i alt 78 elever en gang om måneden skal have et skud inspiration, - nogle gange som oplæg på universitetet, - andre gange ved besøg på innovative virksomheder som Novo, Lego eller Grundfoss. Og engang imellem også med massiv og svær undervisning - fordi de har vist , at de kan forstå teori på et højt abstraktionsniveau.

At de samtidig kan "tænke ud af boksen" som det hedder, er også en forudsætnig for at være med.

Første gang var til velkomst sidst i januar, hvor de mødte volleyball-landsholdets træner Michael Trolle, som holdt foredrag for ATU-eleverne om elite og opdyrkning af ens talent.

For Emma og Marie  kommer det til at sætte farve på næsten hele deres gymnasietid. ATU forløber over to år, og  i januar måned i 3.g får de diplom for det inspirationforløb, som de lige nu begynder på.

Til næste år optages en ny årgang - de kommende 1.g´ere kan søge. Men der bliver rift om pladserne.