AT på Horsens gymnasium 2006-09

Almen Studieforberedelse

Horsens Amtsgymnasium

2006-2009

(de elever der startede på HAG august 2006)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne folder indeholder generelle informationer om Almen Studieforberedelse og en oversigt over AT1-AT10 på Horsens Amtsgymnasium 2006-2009

Hvad er Almen studieforberedelse?

Almen Studieforberedelse (AT) er et samarbejde inden for og på tværs af gymnasiets tre faglige hovedområder: naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Almen Studieforberedelse er ikke et fag, men en ramme for fagligt samarbejde på tværs af fagene.

 

Et samarbejde mellem fag er et møde mellem forskellige fagligheder. Hensigten med dette møde er at opnå indsigt i betydningsfulde natur- og kulturfænomener, almenmenneskelige spørgsmål, vigtige problemstillinger og centrale forestillinger fra fortid og nutid. Bredden og kompleksiteten i disse emner kræver fagligt samarbejde, og fagene mødes således i Almen Studieforberedelse for i fællesskab at belyse en sag.

 

Hensigten med Almen Studieforberedelse er, at du lærer at arbejde med problemstillinger og arbejdsformer, der kommer tæt på den virkelighed, du formentlig vil møde på de videregående uddannelser og i arbejdslivet, hvor samarbejde, evne til at se en sag fra flere vinkler og problemløsning er i højsædet.

 

Gymnasiets tre faglige hovedområder udspringer af universitetets fakulteter, der er en fællesbetegnelse for en gruppe af fag. Gymnasiets fag vil ofte være placeret således:

 

o      Det naturvidenskabelige hovedområde rummer fysik, kemi, biologi, astronomi, idræt, naturgeografi, datalogi og matematik.

 

o      Det samfundsvidenskabelige hovedområde rummer samfundsfag, erhvervs-økonomi og psykologi

 

o      Det humanistiske hovedområde rummer dansk, historie, engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk, drama, musik, billedkunst, design, filosofi, religion og oldtidskundskab.

 

Fagene i hvert af de tre hovedområder har nogle fællestræk. Blandt andet deler de en række arbejdsmetoder. En arbejdsmetode er en bestemt måde at gribe et problem an på. Eksempelvis benytter man i de naturvidenskabelige fag eksperimenter og forsøg, i de humanistiske fag sproganalyse og tekstfortolkning og i de samfundsvidenskabelige fag statistik og argumentationsanalyse. I Almen Studieforberedelse er det et krav, at der i hvert forløb deltager fag fra mindst to hovedområder.

 

Der er som en del af din gymnasieuddannelse afsat 10 procent af den samlede undervisningstid til Almen Studieforberedelse.

 

Hvad er målet med Almen Studieforberedelse?

Målet med AT ligger i navnet: Almen Studieforberedelse. Forløb i Almen Studieforberedelse skal således fremme din almene dannelse og samtidig forberede dig på videregående studier.

 

o      Almen dannelse handler om udvikling af personlig myndighed. Det indebærer blandt andet, at du skal lære at forholde dig reflekterende og ansvarligt til din omverden og din egen udvikling.

 

o      Studieforberedelse betyder, at du i et 3-årigt gymnasieforløb skal opnå studiekompetence, det vil sige udvikle evne, lyst og indsigt i forhold til at gennemføre en videregående uddannelse. Dette opnås gennem træning af faglige, almene og personlige kompetencer.

 

Faglige kompetencer betyder, at du kender de enkelte fags teorier, begreber og arbejdsmetoder, og ikke mindst at du kan anvende disse i arbejdet med konkrete problemstillinger.

 

De almene kompetencer er fælles for alle fag, eksempelvis din evne til at kunne søge information, din evne til at tage kritisk stilling til et emne, samt din evne til at kunne formidle stof og resultater til klassekammerater, lærere og andre.

 

De personlige kompetencer er din evne til at arbejde ansvarligt og selvstændigt, forholde dig kritisk samt din evne til at samarbejde og gå åbent ind i diskussioner.

 

Kompetencer i Almen Studieforberedelse

I læreplanen for Almen Studieforberedelse er der opstillet nogle kompetencer, som vi på HAG træner i løbet af dine 3 år på gymnasiet:

 

Efter 1.g. skal du:

a.     Under vejledning kunne udarbejde en synopsis i grupper (Se mere om synopsis i pjecen: Almen Studieforberedelse og synopsis på HAG).

b.    Mundtligt kunne formidle en synopsis.

c.     Kunne foretage informationssøgning og kritisk vurdere det indsamlede materiale.

d.    Kunne sætte et emne ind i en historisk og/eller nutidig sammenhæng.

 

Efter 2.g. skal du:

a.     Kunne udarbejde en synopsis enkeltvis eller i grupper.

b.    Selvstændigt kunne tilrettelægge en arbejdsproces både individuelt og i forbindelse med gruppe- og projektarbejde.

c.     Kunne anvende metoder fra forskellige fag og faglige hovedområder til at belyse et komplekst problem.

d.    Kunne vurdere forskellige fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger.

e.     Have indsigt i videnskabsteoretiske forskelle mellem de faglige hovedområder.

 

Efter 3.g. skal du:

a.     Kunne evaluere eget og andres arbejde, produkt og formidling.

b.    Kunne anvende indsigt i elementær videnskabsteori og videnskabelige ræsonnementer.

c.     Kunne reflektere over problemstillinger af enkeltfaglig og flerfaglig karakter.

d.    Kunne overføre faglig viden fra et fag til et andet, anvende den og kunne vurdere de forskellige fags muligheder og begrænsninger.

e.     Kunne perspektivere viden selvstændigt.

 

 

 

Arbejdsformer

Du vil som en del af Almen Studieforberedelse møde mange forskellige arbejdsformer, eksempelvis flere former for gruppearbejde, individuelt arbejde, skriftligt arbejde, klassediskussioner, forelæsninger, projekter og fremlæggelser. Det er en del af din studieforberedelse, at du lærer at beherske alle arbejdsformerne.

 

Prøver og eksaminer

Almen Studieforberedelse afsluttes med et eksamensprojekt og en synopsiseksamen i foråret i 3.g. I slutningen af 1.g og 2.g er der interne evalueringer, som vil træne dig til den denne eksamensform.

 

Studierapport

Til synopsiseksamen i 3.g skal du kunne dokumentere dit arbejde med Almen Studieforberedelse og progressionen i de tre års arbejde over for censor. Denne dokumentation er den såkaldte studierapport. Af denne 1-3 siders rapport fremgår, hvilke fag, emner, arbejdsformer, kompetencer, produkter og evalueringsformer, der indgår i de enkelte forløb i Almen Studieforberedelse.

 

Studierapporten bliver til i et samarbejde mellem dig og dine faglærere i de forskellige forløb i Almen Studieforberedelse. Til synopsiseksamen i 3.g vil du bl.a. blive eksamineret ud fra indholdet i studierapporten.

 

Almen Studieforberedelse i grundforløbet på HAG

Tre gange i løbet af grundforløbet indstilles din almindelige undervisning, hvorefter du og din klasse arbejder med en overordnet problemstilling, der bliver fælles for alle de medvirkende fag.

 

Du vil i løbet af det første halve år komme til at deltage i tre forløb:

·       AT1 - Hvorfor sport? Her deltager fagene engelsk, idræt og naturvidenskabeligt grundforløb. I forløbet skal du arbejde med forskellige faglige vinkler på sport: Sport som udtryk for sundhed, sport som udtryk for energiforbrænding samt sport som udtryk for et kulturelt fællesskab.

·       AT2 - Romantisk kærlighed eller…?  - Her deltager fagene dansk, samfundsfag, religion og dit 2. fremmedsprog (tysk, spansk, fransk eller italiensk). I forløbet skal du arbejde med forskellige faglige vinkler på romantisk kærlighed: Kærlighed som den udtrykkes i dansk og udenlandsk litteratur, kærlighed som den kommer til udtryk i forskellige religioner samt kærlighed som den kommer til udtryk i moderne menneskers parforhold og familier.

·       AT3 - Sandt eller falsk? Her deltager fagene matematik, fysik og historie. I forløbet skal du arbejde med kildekritik og forskellige faglige vinkler på spørgsmålet om, hvad der er sand og falsk viden.

 

 

 

Almen Studieforberedelse i studieretningen på HAG

I studieretningsforløbet, dvs. de sidste 2½ år af din gymnasietid, er forløbene ikke længere fælles for hele årgangen, men afhænger af din studieretning. Det er lærerteamet i din studieretning, der har ansvaret for at koordinere dine forløb i Almen Studieforberedelse, men på HAG har vi fastlagt nogle fælles retningslinier for Almen Studieforberedelse i studieretningerne med henblik på den afsluttende eksamen i 3.g.

 

I forårssemesteret i 1.g. skal du deltage i to forløb:

·       AT4: Emnet er forskelligt på studieretningerne, og planlægges af de deltagende faglærere. Du får i god tid inden forløbet besked om, hvilket emne du skal arbejde med.

·       AT5: Også her er emnet forskelligt på studieretningerne, og planlægges af de deltagende faglærere, men det er et fælles krav, at mindst ét af dine studieretningsfag skal deltage. Forløbet skal afsluttes med udarbejdelse af en synopsis med henblik på en mundtlig gruppefremlæggelse.

 

I 2.g. skal du deltage i tre forløb; et i efterårssemesteret og to i forårssemesteret:

·       AT6 - Museologi fælles for alle studieretningerne. Museerne har ry for at formidle sandheden om naturen, kulturen og kunsten. De udvælger, opbevarer og formidler vore fælles erindringer. Museumsinstitutionen skal under lup i dette AT forløb.

·       AT7- Studierejseprojekt i tilknytning til studierejsen i uge 11. Også her bliver emnerne og rejsemålene forskellige afhængigt af studieretningen. Du får i god tid inden forløbet besked om emne og rejsemål.

·       AT8 - Videnskabsteoretisk funderet forløb er fælles for alle studieretningerne og fungerer som en terminsprøve forud for eksamensprojektet i 3.g. Du skal derfor udarbejde en synopsis med henblik på en mundtlig fremlæggelse under ”prøvelignende former”. Du får oplyst emnet og opgaven, men vælger selv fag. Det er dog et krav, at mindst et af dine studieretningsfag skal være repræsenteret.

 

I 3.g. skal du deltage i to forløb i efterårssemesteret og eksamensprojektet i forårssemesteret.

·       AT9: Kort forløb forskelligt på studieretningerne. Du får i god tid inden forløbet besked om emnet og de deltagende fag.

·       AT10: Fælles for alle studieretninger på både 2.g og 3.g, således at valgfagene får mulighed for at deltage. Emnet er endnu ikke besluttet.

·       Eksamensprojekt. Undervisningsministeriet udmelder i midten af januar emner(r), problemstillinger og rammer for fagkombinationer, og du har derefter 1½ måned til under vejledning at udarbejde din synopsis. Projektet afsluttes med en synopsiseksamen.

 

Vi håber, du tager udfordringen i Almen Studieforberedelse op. Evalueringer på landsplan og lokalt på skolen viser, at eleverne er glade for dette møde mellem fag.

| Horsens Gymnasium | Højen 1 | 8700 Horsens | TLF 76 26 15 00 | FAX 75 64 13 28 | CVR 29 55 09 80 | EAN 5798 000 556 157 | |