Klimakonference på gymnasiet
Skolens klimakonference blev en stor succes.
Det sammensatte program skulle forberede eleverne på, hvordan situationen bliver, når Klimatopmødet går i gang til december i København.
Fra morgenstunden blev eleverne tvunget til at se klimaspørgsmålene fra vidt forskellige internationale vinkler. Alle klodens landegrupper og interesser var repræsenteret. Hvilke synspunkter har man i Mexico? Hvordan ser man på CO2-reduktioner i Østeuropa? Hvilke mål stræber de rige lande efter,- og kan de blive enige?
Hver elev blev knyttet til et land og skulle samle viden, så de senere kunne optræde som klimaministre i en global forsamling.
To folketingspolitikere, Anne Grete Holmsgaard fra SF og Hans Christian Skibby fra DF , holdt inspirerende oplæg.
Senere indsamlede eleverne viden fra store databaser med statistiske data, politiske synspunkter og internationale holdninger. Og bølgerne gik højt på de "klimakonferencer", der afrundede en vellykket dag.
Hele strukturen var udtænkt af to af skolens lærere, Lene Kristensen og Connie Kjeldberg, som høstede stor ros for et veltilrettelagt program.
Ingen tvivl om at eleverne senere på året vil følge den rigtige konference med stor nysgerrighed. Og nu med betydelig større viden.