Kommunikation

Hver gang, du siger eller skriver noget, indgår du i en kommunikationssituation, hvor dem, der deltager, er med til at bestemme, hvordan sproget bliver. Det sker helt ubevidst: Du taler sandsynligvis ikke på samme måde med din bedstemor eller rektor, som du gør med vennerne. Nogle gange tilpasser vi også bevidst sproget, så det hjælper os med at få vores budskab igennem.

Det samme gælder, når du skal skrive. Her kan det være godt at være bevidst om, hvem man skriver til, i hvilket medie og genre, man skriver og hvilken rolle man selv indtager i sammenhængen.

En kommunikationssituation du helt sikkert møder på gymnasiet er aflevering/opgave.

Supplerende materiale

En god model, du kan bruge, når du overvejer den kommunikationssituation, du skriver i, er Ciceros pentagram. Det er en central pointe, at alle hjørnerne i modellen har indflydelse på hinanden.

Emne

Hvor kendt er emnet inden for netop denne kommunikationssituation? Hvor alvorligt opfattes det? Er der noget i forholdet mellem emnet og afsender eller emnet og modtager, du skal tage hensyn til? I hvilket sprog kan man skrive om dette emne?

Afsender

Hvilken rolle har du selv i forhold til de øvrige led i modellen? Hvordan skal dit forhold til emnet eksempelvis formidles? Hvordan er din position som afsender i forhold til modtageren?

Modtager

Hvem er din modtager? Er de enige eller uenige med dig? Hvad ved din modtager i forvejen? Hvordan overbeviser du bedst modtageren – etos, patos eller logos? Hvilket sprog rammer modtageren?

Omstændigheder

Hvilket medie skriver du i? Hvilken samfundsmæssig og/eller historisk sammenhæng skriver du ind i?

Sprog

Hvordan skriver du, så det passer til modellens øvrige led – hvilke ord, hvilken struktur?