29-08-2018

Rektor på Horsens Gymnasium, Jens Skov, har i dag fortalt sine medarbejdere og elever, at han pr. 1. oktober har fået nyt job som sekretariatsleder for Lægeforeningen i Syddanmark. Jens Skov udtaler, at han har været meget glad for sine 12½ år som rektor på Horsens Gymnasium, og at det derfor har været en svær beslutning, men at han har ønsket at prøve nye udfordringer og at få mere tid sammen med sin familie.

Jens Skov forlader en skole, der er ”i rigtig fin form med høj elevsøgning, glade elever og dygtige medarbejdere”, og han er derfor også fortrøstningsfuld i forhold til den fremtidige fusion med Horsens Statsskole.

Bestyrelsesformand Helle Vestergaard har modtaget opsigelsen med stor beklagelse, da skolens rektor er en særdeles vellidt, dygtig og visionær leder. Skolens bestyrelse og ledelse træffer i den nærmeste fremtid afgørelse om den kommende ledelses sammensætning – også med sigte på fusionen.

Vicerektor Henriette Hartoft Andersen konstitueres i stillingen som rektor.

Der vil i slutningen af september blive afholdt en afskedsreception for Jens Skov.

Skriv kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort.*